Nyheder

Pressemeddelse: 

Nu letter sundhedsdronerne: På vej mod hurtigere og bedre behandling

30. maj 2022, af Jane Thoning Callesen, jtca@tek.sdu.dk

Den 30. maj flyver sundhedsdroner for første gang fra Odense Universitetshospital (OUH) i Svendborg til Ærø. Dronerne kan medbringe blod og medicin, og transporttiden på 40 minutter er langt hurtigere end med bil og færge. Det sikrer korrekt behandling til patienterne hurtigere.

Hvis man i dag bor på en af Danmarks mindre øer og får taget en blodprøve, skal prøven fragtes med færge og bil til analyse på hospitalets laboratorium. Fremover bliver afstanden kortere, for nu er vejen banet for, at blodprøven med det samme kan sendes direkte afsted til laboratoriet med en drone.

Det er virkeligheden fra mandag 30. maj, hvor transportminister Trine Bramsen står klar i Svendborg til at sende den første danske sundhedsdrone afsted via en radioforbindelse.

Efter flere års planlægning og tests er partnerskabet bag sundhedsdronerne klar til at demonstrere de første flyvninger hen over vandet. En rute på 50 kilometer, som finder sted i 80 meters højde.

 

Læs pressemeddelelsen "Nu letter Sundhedsdronerne" her

 

Pressemeddelse:

Falck når ny milepæl med sundhedsdroner på Ærø

31. august, 2021

Som et led i projekt HealthDrone i samarbejde med blandt andet Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet laver Falck nu som de første i Danmark testflyvninger med droner i åbent luftrum og uden for synsvidde. På sigt skal dronerne anvendes til at transportere blodprøver og medicin, hvilket kan bidrage til hurtigere diagnosticering og behandling af patienter fremover.

Falck-august-2021Fremtidens sundhedsdroner er nu et skridt tættere på at blive til virkelighed. Falck har netop indledt de første testflyvninger med droner i åbent luftrum, og hvor dronen flyver så langt væk, at den ikke længere kan ses af dronepiloten. Det er første gang, at det sker i Danmark. Testflyvningen finder sted på Ærø og er en del af et projekt under navnet HealthDrone, der er støttet af Innovationsfonden. På sigt skal dronerne bruges til at flyve blodprøver fra Ærø og Svendborg til laboratoriet på Odense Universitetshospital.

Cementerer førerposition i Europa

Det er få steder i Europa, at der er givet tilladelser til at lave flyvninger i åbent rum og uden for synsvidde. Dermed er Falck og HealthDrone-projektet med til at cementere Danmarks position inden for Droneflyvning yderligere.

”Vi er langt fremme i Danmark, hvad angår testflyvninger af droner, og med testflyvningerne på Ærø har vi taget et markant skridt. Brugen af droner i sundhedsvæsenet rummer et enormt potentiale, der kan bringe borgere og patienter, der måske bor langt fra det nærmeste hospital, tættere på specialiseret hjælp. Derudover kan fx blodprøver og medicin komme hurtigt frem. Det vil give hurtigere diagnose og bedre behandling og vil være til gavn for både patienterne og de offentlige sundhedsbudgetter,” siger Nicolai Søndergaard Laugesen, der er ansvarlig for Falcks droneprojekt.

Droner skal transportere paramedicinere

Falcks ambition er at gøre bemandede droner til en integreret del af sin ambulancetjeneste på sigt. Målsætningen er, at de første borgere inden 2025 bliver behandlet af paramedicinere, der flyver i droner. Selvom der er et stykke vej endnu, er teknologien under hastig udvikling. Og testflyvningerne på Ærø er en vigtig del af den erfaringsopsamling, som er nødvendig for at finde ud af, hvordan droner kan integreres i særlige situationer.

”Vores mål er at opnå erfaringer med, hvor og hvordan teknologien kan bringes i anvendelse i fremtidens ambulanceberedskaber. Vi har et godt samarbejde med Trafikstyrelsen, der har været en vigtig medspiller og i fællesskab med forskere og hospitalsvæsenet arbejder vi på at finde på løsninger, som i sidste ende skal komme patienterne til gode,” Nicolai Søndergaard Laugesen.

 

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Falcks Kommunikationsafdeling på tlf. 7022 0307 eller comms@falck.com.


Befolkningsundersøgelse:

Danskerne er klar til droner på sundhedsområdet

8. april, 2021

2 ud af 3 danskere bakker op om at bruge droner på sundhedsområdet. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Epinion, som konsortiet Projekt Sundhedsdroner har fået foretaget. Undersøgelsens resultater understreger, at droner kan og bør spille en rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Danskerne peger på, at dronerne kan komme hurtigere frem end almindelige køretøjer og nå steder, det ikke tidligere var muligt.

DSC00889Blodprøver leveret hurtigt fra Udkantsdanmark til centrale sygehuse og måske endda flyvende paramedicinere, der kan komme folk hurtigt til undsætning. Det er nogle af de fordele, der kan blive til hverdag, når droner bliver en større del af sundhedsvæsenet i fremtiden.

”Vi forventer, at droner bliver en del af fremtidens sundhedsvæsen. I første omgang vil det være ubemandede droner, der kort sagt mindsker afstanden mellem patienter og sundhedsvæsen og forbedrer logistikken betydeligt. Senere vil vi se droner bemandet med paramedicinere rykke hurtigt ud til ulykkessteder med livreddende behandling. Lige nu ser vi konturerne til fremtidens sundhedsvæsen hvor droner også indgår.” siger Nicolai Søndergaard Laugesen, droneansvarlig hos Falck.

Siden 2019 har Falck sammen med partnerne i konsortiet Projekt Sundhedsdroner udviklet og testet droner til brug i den danske sundhedssektor, og i marts nåede projektet en ny milepæl, da man på Odense Universitetshospital påbegyndte daglige testflyvninger med ubemandede droner koordineret med lægehelikopteren.

 

Odense Universitetshospital: Stort potentiale i droner

Sideløbende med dette har konsortiet taget temperaturen på danskernes holdninger til dronerne, og den nye befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion viser, at danskerne kan se et potentiale i at bruge droner i sundhedsvæsenet. Ni ud af ti er positivt stemt over for at anvende droner i redningsarbejde og to ud af tre bakker generelt op om brugen af droner i sundhedsvæsenet.

”Befolkningsundersøgelsen viser, at danskerne generelt er positivt stemt over for brugen af droner, fx til transport af medicin og blodprøver. Det er vi rigtig glade for på hospitalet, for det er områder, hvor vi ser et stort potentiale og hvor vi allerede er godt i gang med at teste. En af fordelene ved droner er, at de kan komme hurtigere frem end almindelige køretøjer – også til steder, hvor biler ikke kan komme,” fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, lægelig direktør på Odense Universitetshospital.

 

Holo: Den store opbakning bliver afgørende på længere sigt

Hos mobilitetstjenesten Holo er man begejstret for opbakningen og peger på den som et helt afgørende parameter, når dronerne går fra test til drift:


”Det er positivt, at vi har danskernes opbakning til droneteknologien. Helt indlysende giver det os de bedste forudsætninger for gå fra test til drift inden for en nær fremtid. Vi skal fortsætte med at oplyse og inddrage danskerne i Projekt Sundhedsdroner, så de kan opleve dronerne på tæt hold. Lykkes vi med det, styrker vi ikke kun mobiliteten i sundhedsvæsenet. Det vil også smitte positivt af på andre sektorer,” siger Christian Bering Pedersen, CEO hos Holo”

Projekt Sundhedsdroner fortsætter testflyvninger ved Odense Universitetshospital frem til den 27. maj 2021.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen baserer sig på cirka 1.000 webinterviews af danskere indsamlet via Epinions onlinepanel i januar-februar 2021. Data er blevet indsamlet repræsentativt på køn, alder og geografi på regionsniveau og efterfølgende vejet mhp. at korrigere for mindre afvigelser.

 


God dialog ved Åbent Hus på Ærø

Tak til alle de interesserede Ærø-boere, som var mødt op for at se sundhedsdronen flyve og snakke med os om brug af droner i sundhedssektoren, da vi holdt Åbent Hus den 30. august. Der var mange gode spørgsmål og lærerig dialog.

Det blev bl.a. vist hvordan sundhedsdroner i fremtiden vil kunne flyve med blodprøver fra Ærø til Svendborg, og dermed spare øboerne for et besøg på hospitalet. Målet med sundhedsdronerne er da også hurtigere og bedre behandling for folk, der bor langt fra sygehuse.

Vi ses igen på Ærø!

Sundhedsdrone_Dylan_580x300

 Sundhedsdronearo_580x300

 

 

 

 

Sundhedsdrone_1 Sundhedsdrone_Ulrik580x300

 

 

 

 

 

Åbent Hus i medierne

"Blodprøver og medicin med luftpost" (fra 19:30), DR TV-avisen, 30. august 2020

"Kig op, der kommer medicin! Her er dronerne, der skal give dig en hurtigere behandling", www.dr.dk

 

 

 


Drone klar til at flyve mellem afdelinger på Odense Universitetshospital

26. august, 2020, Holo

HealthDrone-projektet gearer nu op på Odense Universitetshospital (OUH), hvor Holo demonstrerer dronen i dag. Den lokale teknologivirksomhed Lorenz Technology, som har hovedsæde i Odense, bidrager med selve dronen til denne del af projektet.

En drone af typen DJI Matrice 210 er på en ny mission i Fyns luftrum. En mission med potentiale til at forbedre fragt af blodprøver og medicin radikalt. Når tilladelsen til flyvningerne er i hus, skal dronen først flyve med helt almindelige hovedpinepiller, men senere skal dronen fragte dyrere medicin og prøver mellem OUH’s afdelinger.

Vi er nu klar til at flytte HealthDrone-projektet fra testfaciliteterne i HCA Airport til Odense Universitetshospital, hvor vi skal teste intern transport af medicin og prøver. Det markerer en spændende ny fase af projektet, da vi nu begynder at realisere projektets ambitioner,” udtaler Mathias Vinter, projektleder hos Holo, som står for drone-operationerne.

Til de første tests i lufthavnen blev der brugt en prototypedrone bygget til formålet af samarbejdspartnere fra SDU. Men til flyvningerne på OUH har Holo leaset en drone fra Lorenz Technology – en drone, som allerede benyttes i markedet til eksempelvis filmoptagelser.

Med dronen fra Lorenz Technology kommer vi til at benytte en pålidelig og gennemprøvet drone, samtidig med at vi drager fordel af den fysiske nærhed til Lorenz Technology på Fyn,” siger Mathias Vinter.

 

Autonome droneflyvninger i U-space

Dronen skal flyve autonomt mellem afdelinger på OUH, men alle missioner følger en præprogrammeret rute fra A til B. Dronen skal således ikke tage stilling til, hvilken vej den skal flyve undervejs. Når dronen er i luften vil der være en såkaldt safety pilot til stede på jorden, hvis opgave det er at overvåge dronen og sørge for, at testflyvningen følger planen på forsvarlig vis.

Projektet ved OUH spiller en vigtig rolle i forhold til at lære droner at navigere omkring og assistere redningshelikoptere. Det er en væsentlig U-space funktionalitet.

Forestil dig, at dyr, individuelt tilpasset kræftmedicin, som kræver hurtig udbringning, vil kunne flyves hen til patienten, eller at blodprøver hurtigt kan nå frem til analyse og diagnosticering. Sundhedsvæsenet kan høste store fordele af droneteknologi, og det her er første skridt,” siger Mathias Vinter.

 

HealthDrone-projektet modtager støtte fra Innovationsfonden.

 
Pressekontakt

Holo: Anne Rosa Simonsen, Director, Communications and Marketing, +4520633133, ansi@letsholo.com

 


Invitation til Åbent Hus (ny dato)

Mød holdet bag Sundhedsdronen og få mulighed for at stille spørgsmål.

Søndag den 30. august 2020 kl. 12:00-13:30 og 14:00-15:30. 

På Ærø Rådhus, Statene 2, Ærøskøbing

Af hensyn til forsamlingsforbud, bedes du bestille gratis billetter her

Droner bliver en del af fremtidens sundhedsvæsen - og det hele starter på Ærø. Blodprøver, der skal transporteres til Svendborg Sygehus, vil kunne blive sendt af sted med det samme i stedet for at vente på færgen. Det giver mulighed for en hurtigere behandlingstid til gavn for patienter og sundhedsvæsenet.

 


Pressemeddelelse

HealthDrone-projektet følger planen: Nu slippes dronerne løs over Fyn

Falckdrone_pm_320x176

10. marts 2020, Syddansk Universitet

Efter måneders træning i ’kravlegården’ i UAS Denmark Testcenteret i HCA Airport flyver dronerne fra HealthDrone-projektet nu videre ud i luftrummet

Et partnerskab bestående af SDU, OUH, Falck, Holo, Unifly og Scandinavian Avionics er i rammerne af projektet HealthDrone i gang med at udvikle droner til transport af blodprøver og medicin mellem Ærø, Svendborg og Odense.

Nu er en vigtig milepæl nået: Partnerskabet har fået tilladelse til at foretage de første rutinemæssige BVLOS-flyvninger, og testflyvningerne er netop begyndt.

BVLOS står for “Beyond Visual Line of Sight”, og det refererer til flyvninger, hvor dronen flyver så langt væk, at den ikke længere kan ses af piloten.

Læs pressemeddelelsen her

 


Aflysning: Åbent Hus på Ærø Rådhus er udskudt pga. Covid-19!

Vi annoncerer ny dato så snart det er muligt.

 


SDU inviterer sammen med partnere til Åbent Hus


Mød holdet bag Sundhedsdronen og få mulighed for at stille spørgsmål.

Søndag den 15. marts 2020 kl. 12:30-14:30.

På Ærø Rådhus, Statene 2, Ærøskøbing

Droner bliver en del af fremtidens sundhedsvæsen - og det hele starter på Ærø. Blodprøver, der skal transporteres til Svendborg Sygehus, vil kunne blive sendt af sted med det samme i stedet for at vente på færgen. Det giver mulighed for en hurtigere behandlingstid til gavn for patienter og sundhedsvæsenet.

Vi starter testflyvninger i foråret 2020!

Download invitation til Åbent Hus


Pressemeddelelse:

Droner skal flyve med blodprøver: Kan spare sundhedsvæsnet for 200 millioner kroner om året

Drone_graesI løbet af tre år skal blodprøver og medicinsk udstyr flyves med droner mellem Odense, Svendborg og Ærø. Senere skal droner også transportere højtspecialiseret sundhedspersonale. Det kan sikre bedre behandling og spare det danske sundhedsvæsen for næsten 200 millioner kroner om året.

Læs pressemeddelelsen her